Hvorfor vi gør det
En anden måde at tænke på
“Jeg voksede op med historierne om vores oprindelige religion, så det var altid der som en påmindelse om vores forfædre og en anderledes verden før denne.
Hvad jeg finder tiltalende ved nordisk mytologi (og lignende oprindelige verdensopfattelser) er, at de mangler den dualisme, som er så typisk for den moderne verdensopfattelse. Mennesker er dybt forbundet med verden, en del af et netværk af kræfter. Sammenlignet med den moderne verden er denne gamle verdensopfattelse både mere levende, mere kompleks og formidler en mere ansvarlig relation mellem os og vores miljø.
I den nordiske verdensopfattelse lever mennesket i centrum af kosmos – i Midgård, omgivet af andre riger og forskellige kræfter, der skal tages i betragtning: dyr, guder, jætter (naturkræfter). Når vi tænker på mytologi, er vi vant til at tænke i disse Tolkien-Harry Potter-termer om konfrontation med onde kræfter. Den nordiske religion ser ikke verden sådan.
De nordiske guder forholder sig til trolde og jætter på mange måder. De kæmper med dem, ja, men de lærer også fra dem, får børn med dem, gifter sig med dem, handler med dem, nedstammer fra dem osv. Det er en verden, hvor naturens kræfter ikke er onde, men fyldt med potentielle velsignelser.
Myterne er fyldt med utroligt visuelle figurer – guder, der kører i vogne trukket af katte, svinger hamre eller får deres arme bidt af af kæmpeulve. Men mærkeligt nok viser arkæologiske fund sjældent disse ting. Derimod er der en overflod af drager, slanger og mærkelige væsner, der snor og flettes sammen.
Jeg tror, at vores forfædre så verden som et indviklet væv af farlige og smukke kræfter – ikke den Disney-agtige forståelse af godt og ondt, der kom senere med kristendommen. For dem var de andre kræfter, eller de kræfter, der fik verdenshjulet til at dreje, dragerne, jætterne (Jotun), Midgårdsormen Jormungandr, guderne og skæbnerne, der spandt deres tråde. Smukke, magtfulde, men også farlige væsner.”
– Uffe
Nordisk animisme
“En gammel nordisk myte fortæller om en konge: Frode Fredegod (Frode den Fredelige).
Myten fortæller om en magisk møllesten i kongeriget, drevet af to kvindelige jætter – to jotun, kaldet Fenja og Menja. Møllestenen maler velsignelser og velstand til Frodes kongerige, og alt er godt. Men med tiden, drevet af grådighed, beslutter Frode at presse disse naturkræfter til at arbejde hårdere for ham, så han kan få mere rigdom, og derved bryder han pagten med jætterne. Resultatet er, at i stedet for velsignelser begynder de at male en ustoppelig forbandelse, som til sidst ødelægger landet.
Dette dynamiske forhold mellem kultur (kongen og hans kongerige) og natur (de to jotun Fenja og Menja) ser vi i meget af den historiske billedkunst. For eksempel viser mange runesten slangelignende væsner, der kredser om verden som Jormungandr, og i midten af denne verden står Yggdrasil, verdenstræet. Som Fenja og Menja er bundet til en pagt med kongen (indtil han bliver grådig), er kraften fra jotunerne forbundet med træet, som om træet vokser ud af den kredsende slange. Verden bliver ‘drevet’ af jotunernes kræfter, som er lige uden for vores syn, men forbundet med menneskenes verden.
De væsner, der er afbildet, er ofte bundet eller fastholdt. At binde og at sætte fri er en meget grundlæggende metafor i nordisk religion. Kaosguden Loke er bundet under jorden, den kæmpe ulv Fenris er bundet indtil Ragnarok.
Derfor bliver væsnernes kræfter ofte portrætteret i et væv af knuder og fletninger, som vi typisk tænker på som vikingekunst.
Når jeg tatoverer drager, ulve eller masker på mine klienter, prøver jeg ikke at kopiere noget, som en helt anderledes slags mennesker gjorde for tusind år siden. Jeg prøver i stedet at give mit bidrag til den tradition og bringe den til live med tanken om, at vi er forbundet med verden og dens kræfter.
Og at verden er et væv af smukke, monstrøse, magtfulde dynamikker, en levende, farverig og mangefacetteret virkelighed.
I den moderne tankegang synes mennesket at være placeret på toppen af en pyramide (muligvis med Gud over) med alt andet nedenunder, klar til at blive styret og brugt (op) af os, men som det kan ses, virker denne livsform ikke. Vi har glemt, at vi er en del af alt.
Dyr er vores brødre og søstre, og jorden er vores mor. For mig er dette iboende i den måde, mennesker plejede at eksistere i verden på, og det er det, vi skal indse igen.”
– Uffe
Nærværet og At Træde Til Side
“Jeg definerer mig ikke som ‘Asatru’, da jeg synes, det er en betegnelse, der bærer for meget med sig. Det antyder en struktureret religion med dogmer og ritualer.
Oprindelige verdenssyn, inklusive mit eget nordiske arv, giver spirituel mening for mig, og det er en stor del af min drivkraft for at lave tatoveringer.
Der er en form for angst forbundet med tatoveringsprocessen. Det er en følelse, jeg oplever hver gang, jeg begynder på et nyt projekt – næsten som sceneskræk. Det første år, jeg tatoverede, var jeg fuldstændig skrækslagen, og jeg var flere gange om ugen tæt på at rejse mig og stoppe.
Nu har jeg lært at genkende denne frygt som nærværet af ånd (manglen på et bedre ord). De bedste stykker, jeg har lavet, har også været de mest skræmmende at starte på.
Det, der nogle gange sker, når jeg begynder på et nyt projekt, er, at jeg formår at give slip og blive en kanal, hvorigennem tatoveringen kan opstå. For mig har det noget at gøre med en slags nordisk ånd. Men jeg er overbevist om, at det er præcis det samme, som sker for alle, der formår at ‘træde til side’ eller lade deres selvfølelse forsvinde og lade det, de arbejder på, tage over. Nogle ville kalde det ‘at være i flow’, hvilket måske dækker det samme.
Nogle gange, når jeg arbejder på et stykke dedikeret til en bestemt guddom eller fylgja (værgeånd), beder jeg om hjælp fra denne entitet, og så kan jeg mærke, at hjælpen kommer.
Jeg har lært at genkende angst eller frygt som Nærvær – med stort N.
For at kunne være en kanal skal man sætte egoet til side, og for at gøre det må man indse, at det er egoet, der føler frygten.
For mig er følelsen af frygt nu blevet tæt forbundet med følelsen af fuldstændig glæde – en følelse af ekstatisk glæde. Fordi jeg ikke længere er der; jeg er ikke længere vigtig. Det, der er vigtigt, er det, der skabes mellem klienten, mig og den flygtige nordiske ånd, og det er større og langt mere interessant end noget, jeg nogensinde selv kunne være eller gøre.”
– Uffe
Nordisk Mytologi
“Der er en stor interesse for nordisk mytologi i disse dage. Mange synes, det er sejt at bære en Thors hammer – og der er intet galt i det. Jeg har lavet en del af dem. Mange mennesker er tiltrukket af denne ‘religion’. Men Thor eller Loke er blot navne for visse dynamikker. Det oplagte spørgsmål er: Kan vi bruge disse dynamikker til noget i vores verden i dag? Det mener jeg bestemt, vi kan. Det er derfor, der er så stor tiltrækning til de gamle veje i dag. Uanset om det er nordisk eller indiansk spiritualitet, tror jeg i bund og grund, at det handler om det samme.
Der er en følelse af, at noget mangler. Jeg tror, vi alle kan mærke det. At der er noget galt med verden. Vi lader de forkerte kræfter styre os selv og verden, og vi undertrykker de kræfter, vi burde give plads til.
At omfavne for eksempel Asatru, som det populært fremstilles i dag, og samtidig fastholde vanen med at dømme andre trossystemer, ville i mine øjne være en enorm fejltagelse, der straks ville lukke muligheden for spiritualitet.
Uanset hvilket spirituelt mærkat, vi identificerer os med, er vi blevet undervist i tusind år, at den eneste måde at møde gud på er gennem dogmatisk kristendom, og jeg tror, det er svært for os at forestille os, hvor dybt vi skal grave, og hvor meget vi skal aflægge os selv for at se ud over det.
Det, jeg prøver at gøre hver dag i mit arbejde, er at skabe et midlertidigt helligt rum i samarbejde med klienten, så en kanal åbnes.
Mit formål er hver dag at stræbe efter at blive et bedre værktøj for denne proces – på alle måder, fra det kunstneriske til håndværket, til at blive bedre til at åbne mig selv for det.
Det, der har overrasket mig, er, at det lader til, at mine klienter også kan mærke det og accepterer det. For mig betyder det, at vi er ved at finde noget, vi genkender, når det er der, selvom vi ikke kan navngive det. Noget, der altid har været med os.”
– Uffe
